Forandring.

Idag har jeg været til fysik & kemi undervisning på min gamle skole. Det var kun mig og en anden - tilfældigvis Anna, som jeg kender fra tiden i kongens have. Det var dødssygt, men hyggeligt nok at se Anna igen.
Vi gik og snakkede om den gang i kongens, hvor jeg drak og røg for meget, så de ringede efter en ambulance og jeg endte på hospitalet. Det gik op for mig hvor meget jeg har ændret mig. Okay, jeg drikker stadig og kan stadig ikke styre det, men dengang drak jeg sgu mindst to gange om ugen og røg gerne et par joints. Jeg var aldrig hjemme i weekenderne og var lidt ligeglad med alt. Jeg kunne faktisk også godt klare at spise hvad jeg ville.. Eller næsten da. På en måde var jeg mere fri der nu, men jeg var ikke glad. Jeg drak og festede bare alle følelserne væk, fordi jeg ikke ville føle alt det lort mere.

Jeg tror, jeg er blevet bedre til at mærke mig selv. På en måde. Jeg tør.

Prøvede disse Jeffrey Campbell sko idag. Havde overhovedet ikke på nogen som helst måde lyst til at tage dem af ever. De var så fucking lækre, seriøst. Drømme, drømme. 1200 kr. Fuck.

Anyways, har haft en ret god dag idag. Var på arbejde og fik ros (!!!), tog hjem og fortsatte med en ekstrem kedelig engelsk bog, mens jeg hørte Lukas Graham og drak the. Har fået mine datoer for 9. klasses mundtlige afgangsprøver, da jeg var for syg til at tage dem sidste år. Skal op i dansk, engelsk, fysik og samfundsfag - frygter fysik, fuck fuck fuck. 

Lige nu sidder jeg og læser om Barcelona, da jeg muligvis skal derhen til sommer (hvis jeg kommer op på 45 kg). Udover det bander jeg over at der ikke kommer friends. wah.

På søndag har jeg årsdag med min kæreste. ET FUCKING ÅR. Tiden har gået så ekstremt hurtigt, jeg kan næsten ikke forstå det. Vi skal i biografen og se Dark Shadows og spise sushi.

Jeg har lige set en dokumentar om Audrey Hepburn. Wow, et dejligt og yndigt menneske. Er fuldstændigt optaget af hende nu, er hel lammet af fascination og beundring. 

Den dokumentar ramte et eller andet i mig. Hold da op.

http://www.youtube.com/watch?v=CuJZfh1ICyo&feature=player_embedded

Til alle der nogensinde har troet spiseforstyrrelser var glitter og glamour, at thinspo var smukt, at det at være psykisk syg kunne være smukt - se det her.

Nej, vent.
Alle burde se det.

Rant.

Idag er det præcist et år siden jeg forsøgte at tage mit eget liv ved at drikke absurde mængder af alkohol på tom mave.

Jeg er ganske vidst kommet videre - på en måde, altså... Jeg ønsker ikke at dø længere, men jeg tør heller ikke leve. Jeg er som skrevet før midt i det største tilbagefald, jeg nogensinde har haft, og det dræner mig for lyst, energi, motivation og ja, indhold i kroppen og livet. Så jeg er vel kommet videre... Eller er jeg gået baglæns, bare af et andet spor? Det er ikke til at vide.
Men det er svært, det der med at leve. Man skal finde den dér balance mellem at leve sit liv som man vil, men at passe på sig selv og alt og alle omkring en. Det er jeg rigtigt dårligt til. Jeg vil ikke spise mere, men jeg bliver nød til at tage hensyn til f.eks min kæreste. Hvad sårer ham, sårer mig. Men tanken om at tage på er så skræmmende... Jeg  er SÅ bange, paranoid og angst for det. Jeg tænker stort set ikke på andet. Jeg er ved at blive besat igen, tror jeg.

Alle er så skide bekymrede og bliver så skide sure, hvis jeg ikke spiser nok. Jeg forstår det bare ikke! Kan de ikke se at min krop kun består af fedt og atter fedt? Jeg kan virkelig ikke se at jeg har tabt mig. Hvis det fortsætter sådan bliver jeg indlagt igen... Hvilket også gør mig skide angst og alt det der, men jeg. vil. ikke. tage. på.


Men jeg har årsdag om en uge med min kæreste!