http://www.youtube.com/watch?v=CuJZfh1ICyo&feature=player_embedded

Til alle der nogensinde har troet spiseforstyrrelser var glitter og glamour, at thinspo var smukt, at det at være psykisk syg kunne være smukt - se det her.

Nej, vent.
Alle burde se det.

Rant.

Idag er det præcist et år siden jeg forsøgte at tage mit eget liv ved at drikke absurde mængder af alkohol på tom mave.

Jeg er ganske vidst kommet videre - på en måde, altså... Jeg ønsker ikke at dø længere, men jeg tør heller ikke leve. Jeg er som skrevet før midt i det største tilbagefald, jeg nogensinde har haft, og det dræner mig for lyst, energi, motivation og ja, indhold i kroppen og livet. Så jeg er vel kommet videre... Eller er jeg gået baglæns, bare af et andet spor? Det er ikke til at vide.
Men det er svært, det der med at leve. Man skal finde den dér balance mellem at leve sit liv som man vil, men at passe på sig selv og alt og alle omkring en. Det er jeg rigtigt dårligt til. Jeg vil ikke spise mere, men jeg bliver nød til at tage hensyn til f.eks min kæreste. Hvad sårer ham, sårer mig. Men tanken om at tage på er så skræmmende... Jeg  er SÅ bange, paranoid og angst for det. Jeg tænker stort set ikke på andet. Jeg er ved at blive besat igen, tror jeg.

Alle er så skide bekymrede og bliver så skide sure, hvis jeg ikke spiser nok. Jeg forstår det bare ikke! Kan de ikke se at min krop kun består af fedt og atter fedt? Jeg kan virkelig ikke se at jeg har tabt mig. Hvis det fortsætter sådan bliver jeg indlagt igen... Hvilket også gør mig skide angst og alt det der, men jeg. vil. ikke. tage. på.


Men jeg har årsdag om en uge med min kæreste!