Jeg ved ikke, hvad jeg vil. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Alt virker så håbløst. Jeg føler mig som en zombie i koma... Træt, udmattet, ligeglad med ting jeg før elskede, bange for mennesker, nervøs for min fremtid, savner min barndom, føler mig utilpas i denne verden, den er ond og jeg forstår den ikke. Forstår ikke hvordan nogle mennesker kan være lykkelige i denne verden. I virkeligheden føler jeg ikke, jeg er her. Jeg føler mig som en anden person, som er fanget i min krop. Hun skriger, hun vil slå mig ihjel, hvis jeg ikke lader hende komme ud - men hun kan kun komme ud, hvis jeg dør. Min kontaktperson vil fortælle min mor at jeg cutter på mandag. Jeg vil ikke have, hun skal vide det. Min psykolog er bekymret. Min mor er bekymret, selvom hun ikke ved, hvad der sker i mit hoved. Min far virker ligeglad, han har bedre ting at tage sig til. Min kæreste er sød, men han har sine egne problemer. Mig selv, jeg er bare tom. Ved ikke hvad jeg synes om min situation. Der er så mange ting, jeg vil, men hvad nytter det, når jeg knapt nok tør gå uden for døren? Jeg er bange for fremtiden. Alting er mørkt, og jeg sidder fast i det.