(triggering)

Jeg bliver mere og mere gal i hovedet. Bare dét at kigge på det stykke kage min far pt. er igang med at fortære, får mig til at føle skyld og skam. Bare en vindrue og så er det som om, jeg har taget et kilo på. 

Jeg vil så gerne være tynd, men det bliver jeg aldrig, fordi om jeg så vejede ingenting, ville jeg stadig føle mig tyk. Den der følelse er der altid. Ligemeget hvilken vægt så er jeg tyk i min tankegang. Jeg bliver aldrig tynd, medmindre jeg bliver normal i hovedet.

Der er gået et par dage siden jeg har spist et måltid uden at kaste det op, og det kan mærkes. Hele kroppen gør ondt, konstant hovedpine, ben der pludseligt ikke kan bære dig mere og falder sammen, og hævede kinder. Kunne ikke være mere ligeglad med det - fordi så længe jeg føler den smerte, ved jeg, at jeg har det hele under kontrol. Jeg bliver panisk, hvis det ikke svimler for mine øjne, når jeg rejser mig op - det betyder jo, at jeg har spist nok. Og så går hele min krop, sind, sjæl, tankespind i panik. "fuck. Jeg bliver tyk. Det skal ud. Løbløbløb. Kastopkastop. Klam. Opsvulmet." Det bliver næsten umuligt at trække vejret og jeg bliver nød til at give efter. Finger i halsen, løb, løb, løb. 

Jeg bliver bare aldrig tilfreds, medmindre jeg tør give slip på kontrollen.