Det her billede gør ondt. Det er så rørende, det sender tankerne tilbage til dengang det var mig der havde sonde, var bundet fast og blev stoppet til med mad mens jeg druknede i mine tårer. Det er så sygt, at jeg savner det på en måde, når det var et sandt helvede. Men jeg var stærk, jeg havde viljestyrke og selvkontrol. Nu er det binge-eating og fingeren i halsen til der kom blod ud. Jeg kommer aldrig ud af det her, fordi på en eller anden måde vil helvede altid være en del af mig. Efter tre år er det blevet en stor del af min identitet. Jeg vil ikke af med spiseforstyrrelsen, fordi hvem er jeg uden? Hvis jeg ikke kan være besat af det, må jeg være besat af noget andet. Fordi jeg har en umættelig tørst for selvhad. I was born that way.