De hvide vægge på klinikken skar i mine øjne. Endnu en nat havde gået med at græde indtil jeg faldt i søvn. Jeg bed mig selv i læben, sendte et irriteret blik til min mor som så bekymret på mig. Rundt omkring mig stod der tynde piger. Og ja, selvfølgelig var jeg misundelig. Her sad jeg, fed og klam. Hadede min mor for at have taget mig her hen. Ville hun gøre mig til grin eller hvad? Alle kunne se, jeg ikke var det rigtige sted!
Få minutter efter blev vi kaldt ind. Psykiateren hilste på os begge og vi satte os ned. Han kiggede undersøgende på mig i noget, der føltes som timer, før han spurgte mig, hvorfor jeg var her.
”Det ved jeg ikke,” sagde jeg. Han smilede på en medfølende måde, rystede blidt på hovedet og sagde: ”Du har anoreksi. Det er derfor du er her. Din vægt er sygeligt lav, og vi bliver desværre nød til at indlægge dig.”
Et grin undslap mine læber, ”jeg har ikke anoreksi! Jeg er ikke tynd, men jeg prøver på at blive det. Der er INTET galt med det eller med mig!” Ordene kom ud mere voldsomme end jeg havde regnet med.
”Emma, din vægt er 35 kg, det er meget farligt.”
Jeg grinte og rystede på hovedet, ”I er syge i hovedet! Jeg er teenager! Alle piger på min alder vil gerne tabe sig!” Jeg gloede vredt på psykiateren, som kun så sørgmodigt på mig.
”Ja, men ikke alle er så ekstreme i deres tankegang at de taber så mange kilo,” svarede han roligt. Hvordan kunne han være så rolig? Den idiot! Er han blind?! Kan han ikke se, jeg ikke er tynd?! Kan han ikke se alt mit fedt?! Hvad fanden tror han, at han har gang i? Hvis der var noget jeg havde brug for, var det en der ville hjælpe mig med at tabe mig.
”Og ikke alle har SÅ meget brug for at tabe sig som jeg har!” skreg jeg, mens tårerne begyndte at løbe ned af min kind. Med en voldsom bevægelse skubbede jeg stolen ud, løb ud af rummet, smækkede døren og løb ind på det nærmeste toilet. Hvorfor kunne de ikke se det?!
I stedet for forståelse skulle jeg indlægges og fedes op. Jeg ville jo bare passe ind.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar