Jeg er bange for at min spiseforstyrrelse aldrig forsvinder. Men samtidig er jeg glad. Jeg vil ikke have, at den skal væk. Eller jo, men nej.
Jeg aner ikke hvem jeg er uden. Den er blevet min identitet. Jeg tror ikke, jeg nogensinde kan lade den gå, lige meget hvem der hjælper, hvad der bliver gjort, lige meget hvor stærk jeg er. Fordi, ja, måske er jeg stærk - men stærk på en måde, så jeg bruger al min energi og viljestyrke på at blive i anoreksien. Jeg lader den ikke slippe.
Det er som min bedste veninde nogensinde, men samtidig ikke er god for mig, ødelæggende, dræbende. Men jeg elsker hende, hun elsker mig, men verdenen ser alligevel ned på hende?
Jeg er så splittet, jeg er ved at eksplodere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar