Her de seneste par måneder har jeg stukket en finger i halsen efter aftensmad, altså de dage hvor jeg spiser... Og nu har min mor fundet ud af det. Hun har ringet til min psykolog, og skal måske snakke med hende imorgen. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Der er så mange tanker og følelser som kører rundt, at jeg slet ikke kan nå at sætte ord på dem. Det ene øjeblik ville jeg ønske, der skete noget mere i mit liv, men det næste er jeg så ekstremt bange og angst for det nye og ukendte, at jeg bare ryster på hovedet og tænker, "Emma, du er født til at fejle." Jeg tror ikke, jeg kan klare gymnasiet. Hver gang jeg bliver smidt ud på dybt vand; i noget nyt og ukendt, bliver jeg hevet tilbage i anoreksien.
Hver dag i folkekolen var en kamp. Jeg græd hver dag, da jeg gik op mod skolen. I pauserne gik jeg tit ud på toilettet, skar i mig selv og græd. Jeg begyndte at pjække... Men det fik mig kun til at få det værre med mig selv. Alle omkring mig fik mega gode karakterer og kom ind på det gymnasie, de ville. Så stod jeg der, the outcast, hende den fucked up som bryder sammen hver gang hun skal være sammen med nogen - om det er så er hendes tætteste og bedste veninder. Jeg er så bange. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke, hvad der kan hjælpe mig.
Jeg vil bare ikke være til besvær.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar