Måske er det mig?

Måske er det mig, der er noget galt med. Måske er det min egen skyld, at jeg ikke er lykkelig.
Måske fokusere jeg kun på det, jeg ikke har, i stedet for det jeg har? Måske ser jeg kun på skyen foran månen, fordi jeg ikke tør stille mig et nyt sted, så jeg kan se månen, og se lykken? Jeg er ikke bange for at være lykkelig, jeg er bange for at give slip på det dårlige, fordi dets onde tankegang har gjort, at jeg synes det er godt. Det lyder komplet åndssvagt, medmindre du har været igennem det sammen, og hvis du har, har du min dybeste respekt.
Men er livet hvad man gør det til? Nej. Det synes jeg ikke. F.eks hvis du har været udsat for voldtægt, er det så dig selv der er skyld i det? Hvis du er faldet ud fra en høj klippe, er det så din egen skyld, din balance er dårlig? Hvis du bliver ramt af et skud som ikke havde dit navn på, er det så din skyld, du var på det forkerte sted på et forkert tidspunkt?
Er det min skyld, jeg har fået anoreksi og en depression? Nej. Det er ikke et valg. Jeg har ikke gjort noget for at mit liv er som det er. Ja, man kan være stolt af det, man har været igennem, være glad for man nu er stærkere, men det dårlige vil stadig ligge dybt i en, og vil kunne vækkes igen.
Livet er ikke som man gør det til. Eller er det bare mig?
Du kan ikke styre hvordan dit liv skal være. Men du kan hjælpe og støtte andre, så de ikke kommer ud for det samme, og ved at hjælpe dem få et bedre liv, vil du højst sandsynligt også selv få det bedre.
Men på den anden side skal man ikke glemme sig selv. Man skal ikke have så travlt med at se stjernerne, fordi så glemmer man månen. ”I shoot for the moon, but I’m too busy gazing at stars.”