Jeg kan ikke kende mig selv mere. Jeg ved ikke længere, hvad jeg vil. Det er som om, jeg bare har sat mig fast i ingenting, og hverken kan komme frem eller tilbage.
Jeg gemmer mig fra omverdenen, men alligevel klager jeg over at være alene.

Jeg føler mig som to personer.
Hende, der vil ud og drikke, sniffe, knalde, feste indtil alle hjernecellerne er døde, og som bliver nød til at gøre det, for at kunne drukne den psykiske smerte.
Men også hende, som lukker sig selv inde, sover hele dagen væk, og bare venter på, at der pludseligt er noget der siger klik - så verdenen kan blive noget for mig igen.

Fælles for de to personer er, at de begge ikke ser nogen grund til at leve...