Indlagt til døden.

Kan du huske det?
Kan du stadig huske, hvordan gangene lugtede, hvordan folk skreg, hvordan alarmen gik i gang og alle fór rundt? Kan du huske det?

 Melankoli. Ingen smil. Ingen grin. Ingenting. Kun robot-agtige psykologer og psykiatere, iført det samme tøj, mens de i samme alt-for-automatiske måde, gik gang op og gang ned, nat og dag. Lyden af deres skridt, dunker stadig inderst inde. 

Klam mad igennem en klam slange. Klamme tanker. Klam krop. Klamt udseende. Klamme omgivelser. Klamme fucking skt. hans.

“Du kan dø hvert øjeblik.”
“Dit hjerte slår langsommere og langsommere. Til sidst vil det stoppe.”
Fedt, kalorier, kulhydrater, proteiner, vitaminer, kalk, jern, kilo, gram, vægt, mad, mad, mad, nutri drikke, ingen frugt, ingen vand, kun sodavand, nej, jeg vil ikke, tåre, blod, sved, råb, skrig, forsøg på at flygte, alarm, alle løber, hvad har jeg gjort?
Endeløse lorte tanker.

To uger som var som to år. Ét besøg om ugen. Ingen venner, ingen mobil, intet internet, ingenting. Bare en seng, hvide vægge, et TV som ikke virkede, et toilet med overvågning (ingen piller eller opkast, everyone would know and everyone would freak the fuck out), kulde, ingen varme ligemeget hvor mange tæpper man begravede sig i. En krop der var så svag, den næsten kunne gå. En psykolog som blot sagde “Du skal spise noget kage, lille ven,” - fuck dog af.
“Du ved godt du kan dø ikke?”
HVAD FUCK TROR DU SELV. Jeg var fucking stort set død alligevel. Ingen følelser, ingen smil, ingen grund til at leve, ensomhed, forvirrethed, depression…. Det eneste jeg havde, var Ana. Anoreksien. Den fulgte mig overalt. Den var mig. Emma fandtes ikke, kun anoretiske Emma.

Spiseforstyrrelser - velkommen til helvede. 

Uden dig kan jeg ikke se mig i spejlet.